I 2026 åbner Mary Elizabeths Hospital, som samler al behandling af børn, unge og gravide. Rundt om det nye hospital vil være et grønt areal med legepladser, ”Naturens Rige”. Legepladserne vil blive bygget op som en fortælling om naturen og livet – i skovbunden, i trækronerne, i moserne og engene. For børn og familier der er indlagt eller kommer på hospitalet til dagsbehandling, er adgangen til indbydende udearealer et væsentligt bidrag til en normalisering af børnelivet i en svær situation. Et af de markante legeområder i fortællingen om Naturens Rige vil være ”Stubbeskoven”, som Jascha Fonden har bevilget støtte til.
Legepladser har en central rolle i børns leg og samvær med andre børn. Her lærer børn at reflektere over og overkomme konkrete, fysiske udfordringer. Det er et sted, hvor børn møder nye venner og udvikler deres evne til at være sammen med andre mennesker. Vores ønske er, at de vil fungere som inspiration til at komme uden for stuen og bevæge kroppen, og for dem som er meget syge, som de fleste af de indlagte er, vil det være inspirerende at kigge ud på. Når vi tænker legepladserne ind, tænker vi derfor også meget på de indlagtes søskende, som ikke er syge, men som stadig er en stor del af livet på hospitalet.